Formål
Kommuneplantillægget har til formål at udlægge et nyt rammeområde benævnt 13OF07 til offentlige formål inden for det eksisterende rammeområde 13BO15, som er udlagt til boligformål. Dermed åbnes der mulighed for at lokalplanlægge for en daginstitution inden for det nye rammeområde.
Eksisterende kommuneplanrammer med afgrænsning af lokalplan 352.
Eksisterende kommuneplanrammer med afgrænsning af lokalplan 352.
Indhold
Kommuneplantillægget åbner mulighed for, at der kan lokalplanlægges for en daginstitution indenfor et nyt rammeområde til offentlige formål, som i kommuneplanen vil blive benævnt 13OF07.
Hovedstruktur og Retningslinjer i Kommuneplan 2017 ændres ikke. Den berørte kommuneplanramme 13BO15 reduceres med det areal der udlægges til offentlige formål, men ændres ikke indholdsmæssigt.
Baggrund
Udviklingen af byudviklingsområdet Bygholm Bakker følger den overordnede lokalplan 1-2012, Helhedsplan, Området nord for Bygholm Sø.
Realiseringen af planens skønsmæssigt op mod 1000 boliger blev påbegyndt i 2014. På baggrund af byggeretsgivende lokalplaner er hidtil igangsat etablering af enklaverne Billeshave, Normandshave og Bjørnshave med åben-lav boliger (parcelhuse), enklaven Munksbakke med tæt-lav boliger (rækkehuse), enklaven Brahesbakke med etageboliger (punkthuse) og tæt-lav boliger (rækkehuse) samt enklaven Rantzausbakke med etageboliger.
Den overordnede helhedsplan for området nord for Bygholm Sø (Lokalplan 1-2012) åbner mulighed for etablering af en daginstitution i en af områdets boligenklaver, men der er ikke udlagt et specifikt areal eller angivet bestemmelser for en daginstitution. Lokalplan 1-2012 er dermed ikke byggeretsgivende for en daginstitution. Efter beslutningen om at etablere en daginstitution i området er der derfor udpeget et areal til daginstitutionen, og der er efter udbud valgt et konkret projekt, som kan danne grundlag for udarbejdelse af en lokalplan for en daginstitution.
Lokalplanen supplerer og ændrer planlægningen for et mindre areal inden for den gældende helhedsplanen, Lokalplan 1-2012 Området nord for Bygholm Sø, idet daginstitutionen tænkes placeret i et område der i helhedsplanen er udlagt til rekreative formål. Afgrænsningen af den kommende boligbebyggelse Glambeksbakke vil blive tilpasset institutionens afgrænsning.
Institutionen ønskes placeret på et areal ved Søvej, som er placeret i den sydlige kant af Bygholm Bakkers nuværende og planlagte bebyggelser og dermed tæt på naturområderne nord for Bygholm Sø. Institutionen placering uden for de udlagte boligområder og tæt på naturmæssige og landskabelige kvaliteter tilgodeser mulighederne for at etablere en institution med naturprofil.
Der har i sommeren 2019 været afholdt forudgående offentlighed om den kommende planlægning, herunder den påtænkte placering af institution. Der indkom ingen ideer og forslag til planlægningen.
I den gældende kommuneplanramme for området fastlægges anvendelsen til blandede boligformål. Der må etableres etageboliger, tæt-lav og åben-lav boliger med tilhørende nærrekreative arealer og kollektive anlæg til områdets forsyning.
Lokalplanen er dermed ikke i overensstemmelse med kommuneplanens rammer. Der udarbejdes derfor en ny ramme, der udlægger et areal til offentlige formål, herunder en daginstitution.
Horsens Kommune har i sommeren 2019 udbudt etablering af en daginstitution i området i totalentreprise inden for en fast pris. Ved bedømmelsen af de indkomne tilbud blev der lagt vægt på kvaliteten af løsningsforslaget. Et tilbud udarbejdet af STB Byg og Skala Arkitekter blev udpeget som vinder. Tilbuddets skitseprojekt vil danne baggrund for en byggeretsgivende lokalplan for daginstitutionen.
Forhold til anden planlægning
Kommuneplantillægget er i overensstemmelse med landsplanlægningen og de statslige interesser i kommuneplanlægningen.
Der er derfor ikke yderligere vurderinger og redegørelser i forhold til landsplanlægningen.
Lokalplanlægning
Der er en gældende lokalplan for området: Helhedsplan Lokalplan 1-2012 Området nord for Bygholm Sø, Horsens.
Der er sideløbende med kommuneplantillægget udarbejdet en byggeretsgivende lokalplan: Lokalplan 352 Daginstitution, Søvej, Bygholm Bakker, Horsens.
Landsplanlægning
Kommuneplantillægget er i overensstemmelse med landsplanlægningen og de statslige interesser i kommuneplanlægningen.
Der er derfor ikke yderligere vurderinger og redegørelser i forhold til landsplanlægningen.
Vandplaner
Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljø- og fødevareministeren miljømål for
vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem
vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand. Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges, og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres.
Anvendelsen til offentlige formål har en neutral påvirkning på de miljømål, som gennem lov om vandplanlægning er fastlagt for overfladevand og grundvand.
Natura 2000
Kommuneplantillæggets område ligger ca. 2,5 km fra nærmeste Natura 2000 område, som er Natura 2000 område nr. 236 (Habitatområde H236, Bygholm Ådal).
Udpegningsgrundlaget for området fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside:
https://mst.dk/natur-vand/natur/natura-2000/natura-2000-omraaderne/udpegningsgrundlag/
Alene på baggrund af den store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at projektet kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og projektet vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.
Bilag IV
Internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af bilag IV-arter:
Der gælder særlige krav til redegørelsen til planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 408 af 01/05/2007 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter (habitatbekendtgørelsen) samt Vejledning om administration af internationale naturbeskyttelsesområder, fra 2001 (under revision). Her skal der – under hensyn til bevaringsmålsætningen for området – indgå en vurdering af forslagets virkninger
på det internationale naturbeskyttelsesområde, herunder på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, området er udpeget for at bevare (Se NKO_059/1995: Forslag uden redegørelse var ugyldig). Hvis vurderingen viser, at planen vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan planen ikke gennemføres, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2. Det skal også fremgå af lokalplanforslaget, om det kan indebære påvirkning af visse dyrearter, såvel i som uden for de internationale naturbeskyttelsesområder. Planer kan ikke vedtages, hvis de kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende arter, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 2. Flere af dyrearterne er udbredte og kan have relevans, typisk ved lokalplanlægning i det åbne land. En oversigt over de pågældende dyrearter kan bl.a. findes i bilag 11 til habitatbekendtgørelsen.
Horsens Kommune har foretaget en habitatvurdering og på den baggrund konkluderer, at det ansøgte ikke vil:
- skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000- områder
- indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området.
Museumsloven
Der er foretaget arkæologisk forundersøgelse indenfor lokalplanområdet og de tilgrænsende arealer. Der er ikke gjort fund af væsentlige fortidsminder.
Museumsloven er fortsat gældende. Gøres der under jordarbejde fund af historisk karakter, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og Horsens Museum underrettes, jf. museumsloven § 27, stk. 2.
Spildevandplan
Området er i den gældende spildevandsplan udlagt til spildevandskloakeret med lokal håndtering af regnvand, hvor regnvand skal håndteres indenfor et lokalplanområde. Lokalplan 342, Daginstitution, Søvej, Bygholm Bakker, Horsens er i overensstemmelse hermed.
Forhold til Kommuneplan 2017
Hovedstruktur
Ifølge Kommuneplan 2017 skal byudviklingen primært placeres der, hvor efterspørgslen er størst – i og omkring Horsens by. Der skal planlægges for nye, større bydele, der placeres med respekt for både den eksisterende by og landskabet. Når der planlægges for større bydele, er der god mulighed for at skabe nye bykvaliteter i form af byrum, grønne kiler og lignende. Der er på den måde også mulighed for at etablere en velfungerende infrastruktur, der kan kobles op på eksisterende veje og stier. Dermed skabes der rigtig gode vilkår for, at nye bydele kan udvikle sig med kvalitet og med egen særlige identitet.
Der skal planlægges for tættere byer, der skaber plads til flere mennesker og byfunktioner. Denne fortætning skal ikke kun ske i den centrale del af Horsens by, men også i de forskellige bykvarterer, forstæder og lokalcenterbyer Det skal dog ske i et omfang og i en skala, der passer til de enkelte lokaliteter – og med respekt for den lokale identitet. Fortætningen stiller store krav til, at der også planlægges for lys og luft – i form af pladser, parker, boldbaner og lignende, der åbner mulighed for at bruge byens rum til rekreation og byliv. Samtidig skal der planlægges for god og nem adgang til natur og landskaber fra byerne.
Bymønsteret fastsætter, Horsens som kommunens hovedby fortsat skal udvikles som kommunens center for bosætning, detailhandel, erhverv, kulturtilbud og offentlig og privat service.
Kommuneplantillægget er i overensstemmelse med hovedstrukturens mål om byudvikling og fortætning samt med bymønsteret.
Retningslinjer
Retningslinje 3.4. Landskab
Planområdet ligger ca. 300 meter nord for det bevaringsværdige landskab omkring Bygholm Sø og Bygholm Ådal. De bevaringsværdige landskaber skal som udgangspunkt friholdes for
byggeri, vejanlæg og tekniske anlæg. Hvis der skal ske byudvikling i kanten af byerne, må oplevelsen af de bevaringsværdige landskaber ikke forringes. De bevaringsværdige landskaber i Horsens Kommune er i overvejende grad knyttet til fjordlandskabet og ådal-, sø- og bakkelandskaberne. Disse områders geologiske, topografiske og kulturhistoriske indhold rummer stor fortælleværdi samt betydelig landskabelig og rekreativ værdi.
Hensyntagen til det bevaringsværdige landskab indgik som en vigtig parameter i udarbejdelsen af Helhedsplan, Lokalplan 1-2012, Området nord for Bygholm Sø. Det blev i den forbindelse vurderet, at bebyggelsen skulle placeres i god afstand til skoven langs nordsiden af Bygholm Sø og friholde en væsentlig del af bakkelandskabet nord for søen. Lokalplan 335 er i overensstemmelse hermed, idet byggeriet placeres i en afstand på ca 300 m fra det bevaringsværdige landskab og idet byggeriet er relativt lavt og placeret delvis skjult bag eksisterende bevoksning.
Horsens Kommune har udarbejdet en landskabsanalyse, som skal implementeres i Kommuneplan 2021. Kommuneplantillægget er beliggende i kanten af landskabskarakterområdet Bygholm Ådal. Det vurderes at kommuneplantillægget og lokalplanen respekterer udpegningen, idet bebyggelsen udformes i én etage med facader i afdæmpede farver og tagflader beklædt med mørk tagpap. Synligheden i forhold til skoven vil være begrænset af terrænforhold og eksisterende bevoksning i og omkring en tidligere grusgrav syd for planområdet.
Den ovennævnte bevoksning i og omkring den tidligere grusgrav er en mindre, men offentlig ejet skov over en ½ ha, hvilket medfører en skovbyggelinje, som blev indtegnet i forbindelse med en revision i 2018. Realisering af Lokalplan 352 vil derfor kræve at kommunen dispenserer fra skovbyggelinjen. Der forventes en mindste afstand fra skovbrynet til institutionen på 40 meter.
Dalbunden og de irregulære dalsider friholdes for bebyggelse. Landskabets karakter vil blive påvirket, men i mindre grad. Der vil samtidigt blive øgede muligheder for at opleve landskabet, fordi områdets tidligere utilgængelige private marker kan blive tilgængelige for nye beboere og for offentligheden, idet Bygholm Bakker bliver forsynet med offentlige tilgængelige stier og fælles grønne områder med forbindelse og udsigt til Bygholm Skov og delvis til Bygholm Sø.
Horsens Kommune vurderer, at ændringen og udvidelsen af rammeområdet til boliger ikke vil påvirke det bevaringsværdige landskab væsentligt.
Retningslinje 4.2. Værdifulde kulturmiljøer
Kommuneplantillæggets område ligger i den værdifulde kulturmiljø Oldtidsmiljø omkring Bygholm Sø.
Der er foretaget arkæologisk forundersøgelse indenfor lokalplanområdet og de tilgrænsende arealer. Der er ikke gjort fund af væsentlige fortidsminder.
Retningslinje 4.5. Fortidsminder og kulturarvsarealer
Kommuneplantillæggets område er beliggende i et område, der er udpeget som kulturarvsareal. Der er foretaget arkæologisk forundersøgelse indenfor lokalplanområdet og de tilgrænsende arealer. Der er ikke gjort fund af væsentlige fortidsminder.
Planlægningen respekterer muligheden for at etablere en kulturhistorisk sti gennem byudviklingsområdet Bygholm Bakker, jfr Helhedsplanen, Lokalplan 1-2012.
Retningslinje 8.3. Støjbelastede arealer
Den fælles planlægningszone for støj er beregnet som den samlede støjpåvirkning fra en række støjkilder som trafik, erhverv og støjende fritidsaktiviteter. I kommuneplantillæggets område er udpegningen affødt af trafikstøj, primært fra motorvej E45. Indenfor denne zone kræver en ændring af anvendelsen til støjfølsomme formål (f.eks. boliger og institutioner), en skærpet opmærksomhed på støjforholdene.
Der blev i forbindelse med udarbejdelsen af Helhedsplan, Lokalplan 1-2012, Området nord for Bygholm Sø udarbejdet en støjkortlægning af helhedsplanens område. Støjkortlægningen viste at de vejledende støjgrænser for boliger, institutioner mv. er overskredet på hovedparten af arealet vest for Søvej samt på arealerne nærmest Silkeborgvej. Helhedsplanen indeholder derfor planer for opbygning af et støjdæmpende landskab af overskudsjord langs E45.
Daginstitutionen er således placeret i et område hvor trafikstøjen er tæt på at overskride de vejledende grænser eller muligvis overskrider dem marginalt. Imidlertid vil støjen blive dæmpet når det støjdæmpende landskab langs E45 er opbygget, hvilket forventes at ske i løbet af 2021.
I lokalplanen for daginstitutionen er opholds- og legearealer disponeret, så de i stor udstrækning vender væk fra støjkilden. Herudover er der afsat plads til eventuelle støjdæmpende foranstaltninger.
Rammer for lokalplanlægning
Horsens Kommune ønsker mulighed for at vedtage en lokalplan for en daginstitution i byudviklingsområdet Bygholm Bakker. Etablering af en daginstitution er i overensstemmelse med Helhedsplan, Lokalplan 1-2012, Området nord for Bygholm Sø, men daginstitutionens placering er ikke anvist i helhedsplanen. Kommunen ønsker at daginstitutionen placeres i nær kontakt med naturen og finder det hensigtsmæssigt, at den ikke indgår i en af områdets enklaver for boligbebyggelse. Der er derfor udpeget et areal inden for rammeområde 13BO15, som skønnes velegnet til formålet.
Der oprettes et nyt rammeområde til offentlige formål, benævnt 13OF07 indenfor rammeområde 13BO15 Rammebestemmelserne for 13OF07 vil give mulighed for anvendelse til offentlig formål, specifikt en daginstitution. Rammebestemmelserne for 13BO15 ændres ikke.
Ændringen er i tråd med principperne i den gældende rammelokalplan 1-2012, Området nord for Bygholm Sø, idet denne plan indeholder enklaver af bebyggelse omgivet af grønne områder. Rammelokalplanen indeholder mulighed for at der kan etableres en daginstitution inden for enklaverne af boligbebyggelse, men det vurderes at daginstitutionen mere hensigtsmæssigt placeres som en separat enklave og med god kontakt til naturen og landskabet ved Bygholm Sø.
Ændringen vil ikke medføre en væsentlig påvirkning af mulighederne for at indrette de store grønne fællesarealer til rekreative formål, herunder stier, der kan anvendes til formidling af områdets fortidsminder, jfr helhedsplanen, Lokalplan 1-2012. Ændringerne vil heller ikke forringe mulighederne for at etablere gode betingelser for et varieret plante- og dyreliv i friarealerne eller for at området i fremtiden i høj grad vil være åbent for offentlighedens færdsel i tilknytning til det landskabeligt og rekreativt værdifulde landskab omkring Bygholm Sø.
Miløvurdering
Horsens Kommune har vurderet, at planforslagene ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet den ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i lovens § 10.
Retsvirkninger
Tillægget til Kommuneplan 2017 offentliggøres i henhold til lov om planlægning (lovbekendtgørelse nr. 287 af 16/04/2018).
Planlovens § 12, stk. 2 og 3, giver byrådet mulighed for at udstede forbud mod udstyknings- og byggeønsker samt ønsker om at ændre anvendelse. Kommuneplanen eller tillægget dertil skal dog først være endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort.
Bestemmelsen i § 12, stk. 2 angår kun byzonearealer. Den giver byrådet mulighed for at modsætte sig udstykning og bebyggelse, som ganske vist ikke er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser, men hvis gennemførelse på det pågældende tidspunkt vil være i strid med rækkefølgeangivelserne i planen.
Bestemmelsen i § 12, stk. 3 angår både byzonearealer og sommerhusområder. Bestemmelsen gør det muligt for byrådet at forhindre ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er i strid med rammebestemmelserne.
Vedtagelse
Lokalplanen er godkendt i Horsens Byråd som forslag den 25.05.2020
Forslaget er offentlig bekendtgjort den 28.05.2020
Kommuneplantillægget er endelig godkendt i Horsens Byråd den 24.08.2020
Kommuneplantillægget er offentlig bekendtgjort den 26.08.2020
Klagevejledning
Efter planlovens § 58 stk. 1, nr. 3, er det kun retlige spørgsmål, der kan påklages. Det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om planens lovlighed, herunder dens lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages over planens indhold.
Klageberettigede er alle, der er omfattet af Planlovens § 59. Det vil sige enhver, der har retlig interesse i sagens udfald, samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelsen.
Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal du klage til Planklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, jf. bekendtgørelse. nr. 130/ 2017, § 3. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsens tidspunkt.
Du klager via Klageportalen, som du finder via et link på denne hjemmeside www.naevneneshus.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på én af disse hjemmesider, som du plejer med NEM-ID.
Klagen sendes gennem Klageportalen først til den myndighed, der har truffet den afgørelse, der klages over. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden på Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for almindelige borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
Planklagenævnet afviser klager, der kommer uden om Klageportalen, hvis der forinden ikke er ansøgt om og bevilliget "fritagelse for brug af Klageportalen". Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i den sag, du ønsker at klage over. Myndigheden videresender herefter din anmodning til Planklagenævnet, som herefter træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Hvis du vil indbringe spørgsmål om afgørelsens lovlighed for domstolene, skal det ske inden 6 måneder fra datoen, hvor afgørelsen er meddelt eller offentligt bekendtgjort, jf. Planlovens § 62.