VEDTAGET

2017-02 - Boliger, Korntoften, Gedved

Boliger, Korntoften, Gedved


Vedtaget


Tillæg nummer
2017-02

Plannavn
Boliger, Korntoften, Gedved

Dato for vedtagelse af forslag
8. maj 2018

Høring start
15. maj 2018

Høring slut
12. juni 2018

Dato for vedtagelse
24. september 2018

Dato for ikrafttræden
3. oktober 2018

Gælder for hele kommunen?
Nej

Formål

Kommuneplantillæggets formål er at justere den geografiske udstrækning af kommuneplanramme 33RE03, 33BO04 og 33BO05 så der gives mulighed for, at området kan anvendes til boligformål og rekreative formål.

I Kommuneplan 2017 er lokalplanområdet omfattet af kommuneplanramme 33BO04 og 33BO05, som fastlægger området til boligformål. Indenfor rammen kan etableres åben-lav boliger, men der er også mulighed for enkelte bebyggelser med tæt-lav boliger, hvis det enkelte område kan indrettes hensigtsmæssigt. Indenfor området kan der også etableres nærrekreative arealer og kollektive anlæg til områdets forsyning. En del af planområdet er omfattet af kommuneplanramme 33RE03, der fastlægger områdets anvendelse til grønt område og nærrekreative arealer og skal friholdes for bygningsanlæg.

I 2015 vedtog Horsens Byråd Lokalplan 2015-1 Boliger, Kirkevej, Gedved. Lokalplanen gav mulighed for at etablere åben-lav og tæt-lav boliger.  I mellemtiden er kravene til, hvor meget overfladevand, der må ledes til Tolstrup å, blevet skærpet. Det har samtidigt vist sig, at et rørlagt vandløb i området, har en anden placering end først antaget. Derfor er det nødvendigt, at disponere området anderledes. Der skal tages hensyn til vandløbets udstrækning og der skal skabes plads til et større regnvandsbassin. 

Ændringen betyder, at lokalplanen ikke er i overensstemmelse med kommuneplanramme 33RE03, 33BO04 og 33BO05  i Kommuneplan 2017 og derfor skal der udarbejdes et kommuneplantillæg. Kommuneplantillægget justerer den geografiske udstrækning af kommuneplanrammerne til henholdsvis boliger og nærrekreative arealer med 3 nye rammeudlæg. Derudover justerer tillægget den geografisk udstrækning af retningslinjen for potentielle naturbeskyttelsesinteresser.


Indhold

Kommuneplantillægget giver mulighed for, at der kan lokalplanlægges for boligformål indenfor planområdet.


Baggrund

I 2015 vedtog Horsens Byråd Lokalplan 2015-1 Boliger, Kirkevej, Gedved. Lokalplanen gav mulighed for at etablere åben-lav og tæt-lav boliger.  I mellemtiden er kravene til, hvor meget overfladevand, der må ledes til Tolstrup å, blevet skærpet. Det har samtidigt vist sig, at et rørlagt vandløb i området, har en anden placering end først antaget. Derfor er det nødvendigt, at disponere området anderledes. Der skal tages hensyn til vandløbets udstrækning og der skal skabes plads til et større regnvandsbassin. 

Ændringen betyder, at lokalplanen ikke er i overensstemmelse med kommuneplanramme 33RE03, 33BO04 og 33BO05 og derfor skal der udarbejdes et kommuneplantillæg. Kommuneplantillægget justere den geografiske udstrækning af kommuneplanramme til henholdsvis boliger og nærrekreative arealer med 3 nye rammeudlæg i et tillæg til Kommuneplan 2017. Derudover justerer tillægget den geografisk udstrækning af retningslinjen for potentielle naturbeskyttelsesinteresser. Der er sideløbende med kommuneplantillægget udarbejdet en lokalplan 323 Boliger, Korntoften, Gedved.


Forhold til anden planlægning

Landsplanlægning

Kommuneplantillægget er i overensstemmelse med landsplanlægningen og de statslige interesser. Der er derfor ikke yderligere vurderinger og redegørelser i forhold til landsplanlægningen.

Regional Vækst- og Udviklingsstrategi for Region Midt
Kommuneplantillægget strider ikke mod Region Midt's regionale vækst- og udviklingsstrategi.

Nationale interesser

Produktionsvirksomheder

I planforslag skal der gøres rede for, hvordan planen tager højde for, at vilkårene for produktionsvirksomheder indenfor et erhvervsområde, ikke skærpes efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven.

Planområdet ligger ikke inden for et konsekvensområde for en produktionsvirksomhed. Det vurderes derfor, at planområdet ikke åbner mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for eksisterende produktionsvirksomheder.

Der ligger 4 landbrugsejendomme i nærheden af lokalplanområdet: Skanderborgvej 16, Ellingvej 50, Gl. Kattrupvej 19 og Kirkevej 25. Afstanden til lokalplanområdet er henholdsvis ca. 220 m, ca. 1,5 km, ca. 1,5 km og ca. 1,8 km.

På Skanderborgvej 16 er der ikke noget dyrehold.

De 3 andre ejendomme har alle en miljøgodkendelse. Af godkendelserne fremgår det, at lugtgeneafstanden til byzone er 378 m (Kirkevej 25) og 443 m (Ellingvej 50) og 644 m (Gl. Kattrupvej 19). De 3 ejendomme ligger med ca. 1,5 km afstand i mellem sig og der skal derfor ikke indregnes en kumulativ effekt.

Det vurderes ikke, at lokalplanen vil medføre indskrænkninger i husdyrbrugenes udvidelsesmuligheder, da de ligger med stor afstand til planområdet.

Grundvand og Vandplaner

Gedved by er beliggende umiddelbart udenfor et område med særlige drikkevandsinteresser og delvist indenfor indvindingsoplandet til Gedved Vandværk. En større del af lokalplanområdet ligger indenfor et område med særlige drikkevandsinteresser, i et område hvor Naturstyrelsen har vurderet, at grundvandsressourcen er nitratfølsom.

I Horsens Kommunes Grundvandsredegørelse vurderes det, at en udnyttelse af lokalplanområdet til boliger vil have en ubetydelig påvirkning af den tilgængelige grundvandsressource.

Idet Hovedgård OSD’et rummer en af kommunens største og vigtigste grundvandsressourcer, hvor bl.a. Højballegårdværket indvinder fra, vil det være både vanskeligt og dyrt, at finde denne grundvandsressource andre steder i kommunen.

Det nye arealudlæg ligger udenfor indvindingsoplandene til områdets vandværker, og vurderes derfor ikke at medføre en risiko overfor de eksisterende vandindvindinger.

Lokalplanområdet ligger i et område, hvor grundvandsmagasinerne på baggrund af den geofysiske måling, vurderes at have en begrænset udbredelse, både horisontalt og vertikalt, samt nedstrøms byen, og derfor ikke er interessante i vandværksmæssige sammenhænge. En yderligere afklaring af grundvandsressourcens mægtighed vil dog kræve, at der udføres 1-2 undersøgelsesboringer.

Den statslige vurdering og udpegning af området som værende nitratfølsomt vurderes ikke at være særlig veldokumenteret, idet den alene er baseret på de geofysiske målinger og ikke underbygget af boringsbeskrivelser og grundvandskemiske data.

Med udgangspunkt i at grundvandsressourcerne, som Højballegårdværket indvinder fra, er nærmest uerstattelige og ligger nedstrøms lokalplanområdet, vurderes det, at i det omfang byudviklingen foregår indenfor OSD og NFI, er det vigtigt, at byudviklingen foregår så hensynsfuldt som muligt i forhold til grundvandsressourcen i området.

Ved lokalplanlægning skal der gennem disponeringen af området, samt bestemmelser om befæstelse og opsamling af regnvand m.v., sikres, at der afværges mod miljømæssige konsekvenser for grundvandet.

Spildevandsplan

Der skal laves en vandhåndteringsplan forud for lokalplanlægning, så der kan afsættes plads til bassiner og lign. anlæg i lokalplanen.

Natura-2000

Projektområdet ligger ca. 7 km fra nærmeste Natura 2000 område, som er Natura 2000 område nr. 54 (Habitatområde H50, Yding Skov og Ejer Skov).

Udpegningsgrundlaget for området fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside:

https://mst.dk/natur-vand/natur/natura-2000/natura-2000-omraaderne/udpegningsgrundlag/

Alene på baggrund af den store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde og projektets beskedne omfang er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at projektet kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og projektet vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.

Bilag IV-arter

En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.

Horsens Kommune har kendskab til, at der omkring projektområdet lever følgende bilag IV arter; odder, stor vandsalamander, arter af flagermus og grøn mosaikguldsmed. Området har indtil nu været drevet som intensivt landbrugsareal. Det vurderes derfor, at der med planen ikke ødelægges yngle- og rasteområder for de bilag IV arter, som lever i og omkring planområdet.

Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter

Horsens Kommune vurderer således samlet, at projektet kan realiseres uden at:
- skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder
- indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området.


Forhold til Kommuneplan 2017 - Hovedstruktur

Byudvikling

Gedved er udpeget som lokalcenterby i bymønsteret. Byudviklingen skal primært placeres der, hvor efterspørgslen er størst – i og omkring Horsens by. Men der skal også skabes mulighed for byudvikling i og omkring lokalcenterbyerne i kommunen, ligesom landsbyerne også skal have mulighed for at udvikle sig. Og det skal ske i en skala, der passer til den enkelte lokalcenterby og landsby – med særlig respekt for den lokale byggetradition, kulturhistorien og bystruktur. På den måde sikres levende og attraktive lokalsamfund, der kan tilbyde et bredt spekter af bosætnings- og lokaliseringsmuligheder. Det giver grobund for, at man i Horsens Kommune kan leve lige det liv, man har lyst til. 

Lokalcenterbyerne har hver deres særlige identitet og fungerer som selvstændige byer med forskellige grader af offentlige og private servicefuntioner, erhvervsliv og detailhandel. Sådan skal det også være fremover. Planlægningen skal sikre, at især lokalcenterbyerne omkring Horsens ikke vokser sammen. Derfor vil der være fokus på at udlægge grønne kiler mellem de forskellige byer. De grønne kiler vil samtidig tilføre byerne en stor rekreativ værdi, til gavn for kommunens borgere. 

Gedved er en af Horsens Kommunes lokalcenterbyer og en vigtig bosætningsby for Horsens Kommune. Horsens Kommune ønsker at sikre byvæksten i Gedved, da byen spiller en vigtig rolle som lokalt center for et mindre opland. Byudviklingen af Gedved er i overensstemmelse med hovedstrukturen.


Forhold til Kommuneplan 2017 - Retningslinjer

Natur og Landskab

Landskabsområde

Planområdet ligger i Gedved bakkelandskab og danner overgang til det åbne land.

Potentielle naturbeskyttelsesinteresser

De udpegede områder med særlige naturbeskyttelsesområder og potentielle naturområder indgår som en del af Grønt Danmarkskort. Potentielle naturbeskyttelsesområder skal forbedre sammenhængen mellem eksisterende naturarealer og dermed forbedre vilkårene for det vilde dyre- og planteliv, herunder de sjældne og truede arter. Udvikling af ny natur indgår sammen med bevarelse af eksisterende naturværdier som en central del af kommunens indsats for at bevare og styrke den biologiske mangfoldighed.

De udpegede potentielle naturområder skal som udgangspunkt friholdes for byggeri, anlæg og arealanvendelse, der forringer mulighederne for fremtidig etablering af nye naturområder. Undtaget er områder, som efter en konkret vurdering ikke vurderes at have potentiale til at kunne udvikle væsentlige naturværdier. 

På tværs af Planområdet er der i kommuneplan 2017 udlagt et område til potentielle naturbeskyttelsesinteresser, da der løber et rørlagt vandløb på tværs af området. Dette område, skal jf. kommuneplan 2017’s retningslinjer friholdes for byggeri, anlæg og arealanvendelse, der forringer mulighederne for fremtidig etablering af nye naturområder.  I forbindelse med en konkret undersøgelse af placeringen af det rørlagte vandløb, har det vist sig at have en andet placering end først antaget.

Ændring af retningslinje for potentielle naturbeskyttelsesinteresser

På baggrund at placeringen af vandløbet justeres den geografiske udstrækning af retningslinjen for Potentielle naturbeskyttelsesinteresser, så der skabes overensstemmelse med den faktiske placering af området der har potentielle naturbeskyttelsesinteresser og byudviklingen af området.

Kulturhistorie

Beskyttede sten- og jorddiger

Digerne er vigtige elementer i kulturlandskabet, som både viser tidligere tiders arealudnyttelse, ejendoms- og administrationsforhold, fungerer som levesteder og spredningskorridorer for dyr og planter og bidrager til et afvekslende landskab, ofte med egnskarakteristiske digestrukturer. Planområdet afgrænses mod øst og nord af beskyttede udskiftningsdiger, som bevares i den kommende udstykning.

Fritidsformål

Planlagt rekreativ sti

For at øge tilgængeligheden til de rekreative områder i det åbne land og ved kysterne, skal der arbejdes på at etablere rekreative stier mellem byerne og disse områder. Der skal ligeledes arbejdes på at etablere og udbygge de eksisterende stier i byerne, så der skabes en forbindelse mellem byernes rekreative områder. Udenfor byerne er der ligeledes behov for at udbygge stisystemerne, så der bliver bedre adgang til naturområder og muligheder for at færdes mellem naturområderne. Der er vist en mulig rekreativ sti i gennem den sydvestlige del af planområdet, som stierne ved lokalplanlægning kan knytte sig på.

Rekreative områder

På tværs af planområdet er der udlagt et areal i kommuneplan 2017 som fastlægger områdets anvendelse til grønt område og nærrekreative arealer og skal friholdes for bygningsanlæg.

Erhverv og landbrug

Værdifuldt landbrugsområde

Planområdet grænser op til et værdifuldt landbrugsområde mod nord og øst.

De særligt værdifulde landbrugsområder skal i videst muligt omfang friholdes for aktiviteter, der kan hindre landbrugserhvervets udviklingsmuligheder.

Klima og Miljø

Udlæg for grundvandsredegørelse, Indvindingsopland til vandværker og Indsatsplan for grundvand

Grundvand udgør en betydelig del af menneskets livsgrundlag, dels som ressource til drikkevand, markvanding og industriformål, dels som en forudsætning for vigtige naturområder som vandløb, søer, moser og enge. Det vand der drikkes i dag, er ofte over 50 år gammelt. For at sikre fremtidens drikkevand, er det vigtigt, at det nye grundvand, der dannes i dag, også er rent. Derfor er det vigtigt, at grundvandet beskyttes, så det findes i tilstrækkelige mængder og af en god kvalitet.

Gedved by er beliggende umiddelbart udenfor et område med særlige drikkevandsinteresser og delvist indenfor indvindingsoplandet til Gedved Vandværk. En større del af lokalplanområdet ligger indenfor et område med særlige drikkevandsinteresser - Hovedgård OSD’et, i et område hvor Naturstyrelsen har vurderet, at grundvandsressourcen er nitratfølsom.

I Horsens Kommunes Grundvandsredegørelse vurderes det, at en udnyttelse af planområdet til boliger vil have en ubetydelig påvirkning af den tilgængelige grundvandsressource.

Planområdet ligger udenfor indvindingsoplandene til områdets vandværker, og vurderes derfor ikke at medføre en risiko overfor de eksisterende vandindvindinger.

Ved lokalplanlægning skal der gennem disponeringen af området, samt bestemmelser om befæstelse og opsamling af regnvand m.v., sikres, at der afværges mod miljømæssige konsekvenser for grundvandet.


Forhold til Kommuneplan 2017 - Rammer for lokalplanlægning

Med planforslaget foretages udlæg af 3 nye rammeområder til boligformål og rekreative formål.  De nye rammeområder udlægges for at sikre overensstemmelse mellem kommuneplanen og lokalplanlægning.

De nye rammeudlæg erstatter i alt 3 eksisterende rammeområder i kommuneplanen.

Der drejer sig om rammeområde 33BO04 og 33BO05, som fastlægger området til boligformål. Indenfor rammen kan etableres åben-lav boliger, men der er også mulighed for enkelte bebyggelser med tæt-lav boliger, hvis det enkelte område kan indrettes hensigtsmæssigt. Indenfor området kan der også etableres nærrekreative arealer og kollektive anlæg til områdets forsyning. En del af planområdet er omfattet af kommuneplanramme 33RE03, der fastlægger områdets anvendelse til grønt område og nærrekreative arealer og skal friholdes for bygningsanlæg.

Med tillægget oprettes 3 nye kommuneplanrammer for lokalplanlægning;

Rammerne har de samme bestemmelser, som de eksisterende, men får en ny geometri.

33BO06 og 33BO07 fastlægger området til boligformål. Indenfor rammene kan etableres åben-lav boliger, men der er også mulighed for enkelte bebyggelser med tæt-lav boliger, hvis det enkelte område kan indrettes hensigtsmæssigt. Indenfor området kan der også etableres nærrekreative arealer og kollektive anlæg til områdets forsyning.

33RE05 der fastlægger områdets anvendelse til grønt område og nærrekreative arealer og skal friholdes for bygningsanlæg. Der kan etableres anlæg til håndtering af regnvand indenfor området.


Miljøvurdering

Når en myndighed laver planer og programmer eller ændrer deri, skal der i jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) udarbejdes en miljøvurdering, med mindre planen kun fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller alene indeholder mindre ændringer. Der skal kun gennemføres en miljøvurdering, hvis planerne må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

Horsens Kommune har foretaget en screening af planforslaget og har vurderet, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslagene.

Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning af de parametre, der indgik i forbindelse med screening for miljøvurdering af lokalplan 2015-1: Grundvand, landskab, kulturarv og befolkning og sundhed, samt trafik og potentielle naturbeskyttelsesinteresser. Nærværende kommuneplantillæg vil ikke medføre væsentligt ændret indvirkning på disse forhold.

Faglig begrundelse i forhold til hovedhensyn

Planområdet ligger indenfor OSD (område med særlige drikkevandsinteresser) og den nordøstlige del endvidere indenfor nitratfølsomt indvindingsområde (NFI)

Planerne sikre gennem disponeringen af området, bestemmelser mht. befæstelse og opsamling af regnvand mv, samt information om brug af pesticider og placering af potentielle forureningskilder, at lokalplanen ikke vil påvirke grundvandet væsentligt.

Planområdet afgrænses mod nord og øst af beskyttede udskiftningsdiger, med delvist beplantning. Digerne er beskyttet af lokalplanen og alle tilstandsændringer af diget kræve, at kommunalbestyrelsen giver en dispensation fra lokalplanen.

På tværs af planområdet er der i kommuneplan 2017 udlagt et område til potentielle naturbeskyttelsesinteresser, da der løber et rørlagt vandløb på tværs af området. Dette område, skal jf. kommuneplan 2017’s retningslinjer friholdes for byggeri, anlæg og arealanvendelse, der forringer mulighederne for fremtidig etablering af nye naturområder. I forbindelse med en konkret undersøgelse af placeringen af det rørlagte vandløb, har det vist sig at have en andet placering end først antaget.

På baggrund at placeringen af vandløbet skal den geografiske udstrækning af retningslinjen for Potentielle naturbeskyttelsesinteresser justeres, så der skabes overensstemmelse med den faktiske placering af området, der har potentielle naturbeskyttelsesinteresser og byudviklingen af området. Justeringen vurderes ikke at påvirke naturbeskyttelsesinteresserne væsentligt.

Horsens Kommune har vurderet, at planerne ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet den ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i lovens § 10.


Retsvirkninger
Tillægget til Kommuneplan 2017 offentliggøres i henhold til lov om planlægning (lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23/11/2015).

Planlovens § 12, stk. 2 og 3, giver byrådet mulighed for at udstede forbud mod udstyknings- og byggeønsker samt ønsker om at ændre anvendelse. Kommuneplanen eller tillægget dertil skal dog først være endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort.

Bestemmelsen i § 12, stk. 2 angår kun byzonearealer. Den giver byrådet mulighed for at modsætte sig udstykning og bebyggelse, som ganske vist ikke er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser, men hvis gennemførelse på det pågældende tidspunkt vil være i strid med rækkefølgeangivelserne i planen.

Bestemmelsen i § 12, stk. 3 angår både byzonearealer og sommerhusområder. Bestemmelsen gør det muligt for byrådet at forhindre ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er i strid med rammebestemmelserne.

Klagevejledning
Efter planlovens § 58 stk. 1, nr. 3, er det kun retlige spørgsmål, der kan påklages. Det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om planens lovlighed, herunder dens lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages over planens indhold.

Klageberettigede er alle, der er omfattet af Planlovens § 59. Det vil sige enhver, der har retlig interesse i sagens udfald, samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelsen.

Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal du klage til Planklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, jf. bekendtgørelse. nr. 130/ 2017, § 3. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsens tidspunkt.

Du klager via Klageportalen, som du finder via et link på denne hjemmeside www.naevneneshus.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på én af disse hjemmesider, som du plejer med NEM-ID.

Klagen sendes gennem Klageportalen først til den myndighed, der har truffet den afgørelse, der klages over. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden på Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for almindelige borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

Planklagenævnet afviser klager, der kommer uden om Klageportalen, hvis der forinden ikke er ansøgt om og bevilliget "fritagelse for brug af Klageportalen". Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i den sag, du ønsker at klage over. Myndigheden videresender herefter din anmodning til Planklagenævnet, som herefter træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Hvis du vil indbringe spørgsmål om afgørelsens lovlighed for domstolene, skal det ske inden 6 måneder fra datoen, hvor afgørelsen er meddelt eller offentligt bekendtgjort, jf. Planlovens § 62.


Følgende rammeområder bliver aflyst ved tillæggets endelige vedtagelse:

33BO04
33BO05
33RE03

Følgende nye rammeområder bliver udlagt i tillægget:

33RE05
33BO07
33BO06

Eksisterende kommuneplanrammer.

 

Nye kommuneplanrammer.

Eksisterende retningslinje- Potentielle naturbeskyttelsesområder.

 

Fremtidig retningslinje- Potentielle naturbeskyttelsesområder.

 

KOMMUNEPLAN 2017

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer