Din mening












6.6. Master og antenneanlæg

Mål

  • Der er et mål, at der sikres god trådløs kommunikation i hele Horsens Kommune. I forbindelse med udbygningen af nettet til blandt andet mobiltelefoni skal der tages størst muligt hensyn til landskabs-, natur- og kulturværdier ved f.eks. placering af master og antenner. Ved udbygning af nettet er det et mål at den eksisterende tekniske infrastruktur søges udnyttet optimalt.

Retningslinjer

6.6.1. Antallet af master i det åbne land skal begrænses af hensyn til landskabet og naturen. Ved placering af nye master skal der tages hensyn til de landskabelige kvaliteter. De bevaringsværdige og større sammenhængende landskaber, kulturlandskaber, kulturmiljøer, naturområder og lavbundsarealer skal så vidt muligt friholdes for master.

6.6.2. Antenner skal som udgangspunkt ikke placeres inden for de områder, der er udpeget som områder eller bebyggelser med særlige bevaringsinteresser, og der bør udvises særligt hensyn til de kulturhistoriske værdier.

6.6.3. Nye master og anlæg skal som udgangspunkt placeres i erhvervsområder.

6.6.4. Opstilling af master og antenner i boligområder og i umiddelbar nærhed af skoler og øvrige børneinstitutioner vil kun blive tilladt, hvis ansøger kan dokumentere, at der fortsat ikke kan sikres en tilfredsstillende dækning i forhold til overstående foretrukne placeringer.

6.6.5. Antenner skal placeres, så de syner mindst muligt fra gadeplan - enten ved tilpasning til rørmast eller bære rør ved placering tæt ind til og indfarvning i samme farve som røret. Det kan også ske ved, at antennen indarbejdes i bygningens konstruktion eller camoufleres som f.eks. en flagstang, lysmast eller pæl.

6.6.6. Master, skal så vidt muligt placeres i tilknytning til eksisterende byggeri (landbrugsejendomme, erhvervsvirksomheder mv.) eller eksisterende beplantning (skov, krat, hegn eller lignende).

6.6.7.Teknikrum skal placeres i eksisterende bygninger eller tilpasses omgivelserne ved konstruktion, materialevalg og farver eller udformes med afskærmende beplantning.

6.6.8. Ved opstilling af nye master til radiokommunikation stilles der krav om, at master skal stilles til rådighed for fælles udnyttelse af andre operatører.

6.6.9. Master der ikke længere er i brug skal fjernes senest 1 år efter at mastens anvendelse til radiokommunikationsformål er ophørt.

6.6.10. Master til radiokædesignaler må ikke placeres nærmere vindmøller end 200 meter, da vindmøllerne kan forstyrre sigtelinjen mellem to radiokæde sende/modtage-positioner. De 200 meter er en vejledende afstand, der skal altid laves en konkret vurdering.

 

Redegørelse

Masterne forventes primært opstillet i byzone, fordi antallet af brugere af mobiltelefonnettet er størst her. 

Hver antenne har begrænset geografisk dækning, og derfor skal man placere dem der, hvor folk bruger deres telefoner. Det vil sige der, hvor folk opholder og bevæger sig. 

Store master kan skæmme både bymiljøer og landskaber og give visuelle gener for de mennesker, der bor i nærheden. Derfor skal man placere dem med omhu. Man skal derfor indpasse master og antennesystemer i omgivelserne, så de tager størst mulig hensyn til værdifulde bebyggelser, til bymiljøer, til landskaber og til naboerne. 

For at undgå, at der bliver stillet flere master op end nødvendigt, stiller lovgivningen krav om, at konkurrerende selskaber skal kunne bruge hinandens sendemaster. Desuden understøtter lovgivningen, at kommunen kan stille krav om, at antenner skal anbringes på eksisterende høje bygningselementer i området. 

Horsens kommune vil arbejde for at der stilles det nødvendige antal antenneanlæg op, så der kan blive en god dækning over hele kommunen. Antallet af master i landskabet bør dog begrænses mest muligt. Derfor bør nye antenner placeres på de eksisterende høje bygningselementer, f.eks. master, vindmøller, bygninger, siloer og skorstene. 

Opstilling af nye antennemaster forudsætter, at ansøgeren kan dokumentere, at det ikke er muligt at opnå tilnærmelsesvis samme dækning ved én eller eventuelt flere placeringer i bymæssig bebyggelse eller på eksisterende, høje bygningselementer eller ved en anden, mindre skæmmende placering. 

I forbindelse med en tilladelse til nye antenner og antennemaster vil kommunen stille vilkår om, at de skal tages ned senest 1 år efter endt brug. 

Master og opsætning af antennesystemer er reguleret af Masteloven. Loven handler dels om fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål dels om adgang til at sætte antennesystemer op på egnede bygninger og på master, der ikke i forvejen bruges til radiokommunikationsformål. Med "egnede" bygninger menes bygninger, hvor ydervægge eller tag er hævet mere end 8,5 meter over terræn. I Mastelovens formålsparagraf er det angivet, at intentionen med loven er at sikre optimal radiokommunikation samtidig med, at det samlede antal master og disses påvirkning af omgivelserne begrænses mest muligt.

Ved opstilling af telemaster nærmere end 12 km fra forsvarets flyvestationer skal man høre Forsvarsministeriet af flysikkerhedsmæssige grunde, jf. Lufthavnslovens §§ 66 og 68. 

De statslige interesser i kommuneplanlægningen er samlet i Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen - 2017. Her står der beskrevet i 3.10.1 at den kommunale planlægning skal tilgodese udbygningen af digital infrastruktur. Kommunale planer bør tage højde for etablering af mobilmaster til udbygning af mobilt bredbånd og taledækning. Se også § 3 og 14 i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og frekvenslovens § 9.

Energistyrelsen har udarbejdet publikationen "Placering af master og antennesystemer" (Mastevejledning 2016), som har til formål at fremme arbejdet med at udvikle god trådløs kommunikation for flest muligt og samtidig begrænse antallet af master i landskabet kan foregå på et oplyst grundlag og i dialog parterne imellem.

Der er ikke udpeget deciderede arealer til opsætning af master og antenner i Kommuneplan 2017, men der er opsat retningslinjer for hvilke kriterier de skal placeres efter i en konkret sag.

 

Handlinger

KOMMUNEPLAN 2017

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer