Din mening












6.2. Affaldsbehandling

Mål

  • I Horsens Kommune skal genbrug og genanvendelse optimeres. Derfor skal der arbejdes for en bedre affaldssortering tæt på borgeren. 

  • Der skal sikres en mere effektiv og miljøvenlig indsamling af affaldet, på den måde reduceres trafikbelastningen fra renovationsbiler og borgere på vej til genbrugspladser, samtidig forebygges ophobningen af affald i kommunen. 

  • Der skal arbejdes for en bedre affaldsbehandling, herunder frasortering af miljøskadelige stoffer inden afsætning af affaldet til private genanvendelsesanlæg. På den måde kan affaldets genanvendelighed øges, behovet for udvinding af råstoffer kan reduceres og levetiden for Horsens Deponeringsanlæg forlænges.

 

Retningslinjer

6.2.1. Alle boliger i Horsens Kommune skal kildesortere husholdningsaffaldet og tilbydes affaldssorteringsbeholdere tæt på boligen. I områder hvor det ikke er muligt at placere affaldssorteringsbeholdere på borgerens matrikel, kan offentlige arealer (eksempelvis vejarealer) anvendes.

6.2.2. Ved placering af genbrugspladser og opsamlingsmateriel på offentlige arealer skal forhold som afstand til brugernes bopæl, trafikale, æstetiske og tekniske forhold vægtes højt.

6.2.3. Horsens Kommune skal i egne renoveringsprojekter vægte krav om selektiv nedrivning, så affaldsprodukterne i videst muligt omfang kan genbruges.

6.2.4. Horsens Kommune skal i egne anlægsprojekter vurdere muligheden for anvendelse af genbrugsmaterialer.

6.2.5. Ved sagsbehandling af anmeldelse af bygningsaffald skal der fokuseres på genanvendelse og forsvarlig håndtering af miljøskadeligt affald.

6.2.6. Horsens kommune skal løbende vurdere, om der findes de rette faciliteter til udsortering af genanvendelige materialer, særligt fra bygningsaffaldet der leveres til genbrugspladser og deponi.

6.2.7. Der udpeges et område til et affaldsbehandling ved Endelavevej i Horsens, som vises på kort (rammenummer 10TE06). De eksisterende anlæg er udpeget i GeoDanmark.

 

Redegørelse

Horsens Kommunes affaldsbehandling følger den danske affaldspolitik, der er bygget op om at forebygge tab af ressourcer og undgå miljøbelastning fra affald. Kommunen udarbejder affaldsplan og affaldsregulativer, der beskriver de kommunale affaldsordninger og behovet for behandlingskapacitet. 

Affald indeholder en række ressourcer i form af såvel råstoffer og energi, men også potentielt skadelige eller sygdomsfremkaldende stoffer. Med en miljømæssig forsvarlig håndtering fremmes affaldets positive egenskaber mens de skadelige egenskaber reduceres.

Der produceres affald året rundt og det skal håndteres løbende for at undgå uhensigtsmæssig ophobning. Dette stiller krav til kapacitet på behandlingsanlæggene, særligt forbrændingsanlæg, hvor uhygiejnisk affald håndteres og deponeringsanlæg hvor det affald som ikke kan genanvendes eller forbrændes, kan håndteres.

Deponeringsanlæg

Med det eksisterende deponeringsbehov og kapaciteten på Horsens Kommunes Deponeringsanlæg er der ikke behov for udlæg til yderligere deponier. Nye skærpede grænseværdier for miljøfremmede stoffer i bygningsaffald til genbrug kan betyde et større deponeringsbehov, således at deponiets restlevetid forkortes, fra de nu forventede ca. 35-40 år.

Forbrændingsanlæg

Forbrændingsanlægget i Horsens ejes af fjernvarmeforsyningen, som i planperioden forventes at udvide fjernvarmeforsyningsområderne betragteligt. Anlægget har en forbrændingskapacitet på 80.000 ton affald pr. år som forventes udvidet til 100.000 ton affald, svarende til cirka det dobbelte af Horsens Kommunes behov for affaldsforbrænding.

Behovet for udlæg af nye arealer til affaldsforbrændingsanlæg skal vurderes ud fra den nationale kapacitet og med inddragelse af muligheder for alternative forbrændingsløsninger. I den nationale ressourcestrategi vurderes der at være overskud af forbrændingskapacitet i planperioden. Lokalt i Horsens importeres affald for at dække behovet for varmeproduktion.

Der er udpeget et areal til affaldsbehandlingsanlæg i Kommuneplan 2017. Det drejer sig om et område i sammenhæng med den eksisterende genbrugsplads på Endelavevej i Horsens by (ramme 10TE01).

 

Handlinger

KOMMUNEPLAN 2017

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer