Din mening












3.4. Landskab

Mål

  • Horsens Kommunes store og varierede landskabelige kvaliteter skal sikres og forbedres. 

  • Landskaber, der i kraft af dramatik, mangfoldighed, monotoni, særligt geologisk eller kulturhistorisk indhold har en væsentlig æstetisk, rekreativ eller fortællemæssig værdi, skal beskyttes. 

  • Landskabsværdierne skal øges gennem landskabsplanlægning og plejetiltag. 

  • Befolkningens adgang til landskabet skal forbedres, bl.a. gennem anlæg af stier, opholdsarealer og information. 

  • Alle kommunens landskaber skal analyseres (landskabskaraktermetoden), både med henblik på at få udpeget de største landskabelige værdier, men også at skabe et godt grundlag for såvel bevaring som udvikling af landskabelige og bymæssige kvaliteter.

 

Retningslinjer

3.4.1. Horsens Kommunes inddeling i 16 landskabsområder danner det overordnede grundlag for planlægning og administration i det åbne land, og skal sikre, at de enkelte områders kvaliteter og karakteristika bevares og udvikles.

3.4.2. Ved etablering af bebyggelse, vejanlæg, tekniske anlæg og lignende i det åbne land, skal der ske en tilpasning til den landskabstype, som de placeres i. Oplag, skiltning, terrænændringer eller lignende skal begrænses mest muligt og tilpasses, så de ikke virker skæmmende eller forringer landskabsoplevelsen.

3.4.3. Der skal friholdes landskabskiler i og mellem byerne for at markere forskellen på by og land, byens placering i landskabet og for at skabe attraktive rammer for rekreation. 

3.4.4. De bevaringsværdige landskaber skal som udgangspunkt friholdes for større byggerier, vejanlæg og tekniske anlæg. Hvis der skal ske byudvikling i kanten af byerne, må oplevelsen af de bevaringsværdige landskaber ikke forringes. 

3.4.5. De større sammenhængende landskaber skal som udgangspunkt friholdes for etablering af nye anlæg eller udvidelse af eksisterende anlæg, der slører landskabssammenhængene eller kan påvirke omgivelserne visuelt eller støjmæssigt. Etablering eller udvidelse af anlæg, der ligger tæt på de større sammenhængende landskaber skal så vidt muligt udformes, så de tager hensyn til de større, sammenhængende landskaber

3.4.6. Etablering af nybyggeri og nyanlæg, der kan ændre et bevaringsværdigt landskabs karakter, kræver en helhedsplanlægning

3.4.7. Udlæg til bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber kan som udgangspunkt ikke reduceres. 

3.4.8. Udpegningerne af de bevaringsværdige landskaber, de større sammenhængende landskaber samt landskabsområderne er vist på kort.

  

Redegørelse

Kommunens landskaber udgør en vigtig del af rammerne for store dele af befolkningens daglige liv, og landskabelige kvaliteter er af stor betydning for bosætning og rekreation.

Bevaringsværdige landskaber i Horsens Kommune er i overvejende grad knyttet til fjordlandskabet og ådal-, sø- og bakkelandskaberne. Disse områders geologiske, topografiske og kulturhistoriske indhold rummer stor fortælleværdi samt betydelig landskabelig og rekreativ værdi.

Bevaringsværdige landskaber samt de tiltag, der kan beskytte landskaberne, kan være meget forskelligartede. Ådale med kær og enge og vandløb skal så vidt muligt friholdes for byggeri og bevoksning for at kunne bevare landskabets kulturhistoriske fortælleværdi og æstetik. Dalsider og fjordkysten anvendes ofte som agerjord, græsningsoverdrev eller skov. De bevaringsværdige landskaber bør identificeres og sikres gennem en hensigtsmæssig landskabsplanlægning og eventuelt helhedsorienteret landskabspleje. Karakteren af et bevaringsværdigt landskab må kun ændres, hvis der skabes større kvaliteter, eksempelvis ved etablering af nye søer, skove eller enge.

Kulturlandskaberne med marker, gårde, småskove mv. rummer store landskabelige kvaliteter og variation over året.

Befolkningens adgang til bevaringsværdige landskaber skal forbedres, bl.a. gennem en indsats for at etablere parkeringspladser, informationsstandere, stier, opholdsarealer og primitive overnatningspladser. Også adgangen til kulturlandskabet generelt, specielt de bynære kulturlandskaber, bør forbedres.

Den kommunale planlægning i det åbne land skal baseres på et opdateret beslutningsgrundlag, hvor nye byudlæg og andre anlæg generelt tilpasses landskabet ved placering i terrænet, ved bygningshøjde og materialevalg samt ved belysning, for at undgå også langtrækkende negative konsekvenser for landskabet.

Tilpasning til landskabet fremmer kvaliteten af nye anlæg og forhindrer, at værdifulde landskabstræk sløres eller ødelægges af bebyggelse, belysning, tekniske anlæg, beplantning eller tilgroning. Staten anbefaler at benytte landskabskaraktermetoden, som giver en begrundet vurdering af landskabernes natur- og kulturgivne karakter og værdi. Metoden indbefatter, at der sættes strategiske mål for alle kommunens landskaber, opdelt i delområder.   

Horsens Kommune er kendetegnet ved mange forskellige landskaber, og netop variationen af landskaber er en stor kvalitet i sig selv. Horsens Fjord, Gudenåen og de øvrige åer og ådale, Endelave, Yding Skovhøj og den jyske højderyg er blot en række af flere attraktive landskaber i kommunen, som tilsammen udgør en stor kvalitet, både i forhold til bosætning, turisme, erhverv og fritids- og friluftsliv.

Derfor skal landskaberne ses som en strategisk ressource i forhold til den store vækst, som Horsens Kommune oplever i disse år – og som presser vores landskaber: Det er vigtigt, at der tages udgangspunkt i landskabet og dets kvaliteter og karaktertræk, inden der planlægges for byudvikling, veje, tekniske anlæg eller byggeri i det åbne land. På den måde kan landskabet være med til at skabe merværdi og i højere grad spille sammen med udviklingen.

Men kun når vi kender landskabets værdier, sårbarheder og potentialer, kan vi tage de nødven­dige hensyn i planlægningen af nye elementer og forandringer i landskabet. Det er et vigtigt indspil til at sikre balance mellem benyttelse og beskyttelse. De udpegninger for bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber, som er brugt i kommuneplanlægningen frem til 2016, bygger på Vejle Amts fredningsplan fra 1986 og udpegninger i Regionplan 2005. Der er derfor behov for et nyt og opdateret grundlag for at vurdere vores landskabers værdier, sårbarheder og potentialer. Horsens Kommune har på den baggrund igangsat udarbejdelse af en landskabsanalyse.

Landskabsanalysen opdeles i flere faser og udarbejdes over en årrække. Første fase er udarbejdet hen over sommeren 2016 og omfatter en kortlægning af landskabsområder. Formålet er at inddele kommunen i landskabsområder, der hver især er unikke i deres karakter og at identificere kommunens overordnede landskabstyper. Horsens Kommune er således blevet inddelt i 16 landskabsområder, og der er udarbejdet særskilte beskrivelser af hvert landskabsområde. Kortlægningen danner det overordnede grundlag for retningslinjerne i Kommuneplan 2017, og danner også grundlag for planlægning og sagsbehandling generelt.

De næste faser vil omfatte en fuld landskabsana­lyse, hvor landskaberne kortlægges og beskrives detaljeret, samt en helhedsorienteret strategi for det åbne land, der bl.a. fokuserer på interesseafvejningen mellem landskab, landbrug, natur, kulturarv, turisme, bosætning, skovrejsning, aktiv fritid mv. Med afsæt i landskabets eksisterende kvaliteter og potentialer samt mål og visioner for det åbne land, skal strategiens prioriteringer målrettes en helhedsorienteret og bæredygtig udvikling i Horsens Kommune.

Den fulde landskabsanalyse og strategien for det åbne land vil efterfølgende blive implementeret i kommuneplanlægningen, enten i form af et tematillæg eller i forbindelse med næste revision af kommuneplanen. Derudover vil analysen blive et vigtigt grundlag for både planlægning og administration, f.eks. planlægning i det åbne land og i kystnærhedszonen, samt landzoneadministration og miljøgodkendelser.

Indtil hele landskabsanalysen er gennemført, administreres der efter retningslinjerne i Kommuneplan 2017. Her gælder det, at både de bevaringsværdige og de større sammenhængende landskaber som udgangspunkt skal friholdes for større byggerier, vejanlæg og tekniske anlæg, fordi de er meget sårbare i forhold til større ændringer i landskabsbilledet.

Derfor kræver nybyggeri og nye anlæg, der kan ændre et bevaringsværdigt landskabs karakter, en helhedsplanlægning, som indbefatter de relevante natur-, kultur- og miljømæssige forhold, som projektet vil påvirke – positivt eller negativt. Helhedsplanlægningen skal sikre, at projektet optimeres landskabeligt og i forhold til andre miljøfaktorer. Det betyder bl.a. at eventuelle anlæg skal tilpasses landskabet ved placering i terrænet, ved bygningshøjde, materiale og belysning for at undgå negative konsekvenser for landskabet.

Der skal fortsat tages hensyn til landbrugets muligheder for at udøve erhvervet, under hensyntagen til landskabet som beskrevet herover.

Inddelingen i de forskellige landskabstyper betyder også, at bebyggelse, vejanlæg, tekniske anlæg og lignende anlæg i det åbne land skal tilpasses den landskabstype, som anlægget etableres i.

Landskabskiler mellem byerne er vigtige, fordi de dels markerer forskellen mellem by og land, dels fungerer som afgrænsning af byerne. Samtidig kan landskabskilerne fungere som rekreative arealer og økologiske forbindelser. Landskabskilerne skal som udgangspunkt friholdes for byggeri og anlæg for at sikre, at byerne ikke vokser sammen. Samtidig skal der i forbindelse med større byudviklingsprojekter etableres nye landskabskiler, der kan sikre, at en by ikke vokser sammen med en anden by.

  

Handlinger

  • Der er igangsat udarbejdelse af en landskabsanalyse, der er opdelt i fire faser og udarbejdes over en årrække. Landskabsanalysen skal danne et kvalificeret og opdateret grundlag for planlægningen for byvækst, landzonen, tekniske anlæg i det åbne land, rekreative stier, fritidsformål med mere. Landskabsanalysen er nærmere beskrevet i redegørelsesteksten.

 

KOMMUNEPLAN 2017

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer