Din mening












8.1. Klimatilpasning

Mål

  • Ved at være på forkant med klimaforandringer i form af mere nedbør, mere vand i vores vandløb og stigende vandstande i fjorden, vil Horsens Kommune sikre bebyggelse og infrastruktur mod oversvømmelse og samtidigt skabe nye rekreative tilbud og nye naturområder. 

  • Det er et mål at samfundets vigtigste funktioner gennem klimatilpasning og beredskabsplanlægning skal kunne opretholdes under oversvømmelser fra skybrud og vandløb, og på længere sigt under stormflod svarende til en fjordvandstand på 2,6 meter.

Retningslinjer

8.1.1. I nye byområder skal regnvandet som udgangspunkt håndteres på overfladen og hvor det er muligt skal regnvandet nedsives i fælles anlæg eller på egen grund.

8.1.2. Ved planlægning indenfor nye byområder, skal bygherre udarbejde en vandhåndteringsplan. Planen skal beskrive hvordan hverdagsregn og skybrud håndteres i området, vandets strømningsveje og hvor vandet samler sig på terræn skal kortlægges, det skal undersøges om afledning af vand fra området kan give risiko for, at nedstrøms liggende arealer får øget risiko for oversvømmelse, særligt i situationer med kraftig regn eller skybrud. Planen skal belyse områdets nedsivningspotentiale, herunder grundvandsstanden i området. Vandhåndteringsplanen skal belyse beskyttede og mulige nye naturområder.

8.1.3. I forbindelse med planlægning for byvækst eller større byomdannelsesområder, skal bygherre undersøge om det er en fordel, at regnvandet håndteres på terræn. Hvis dette er tilfældet, skal regnvandet håndteres på terræn. Undersøgelserne skal omfatte miljøforhold, herunder grundvand og natur, pladsforhold, rekreative værdier, vedligehold og omkostninger på kort og lang sigt.

8.1.4. Regnvandet skal håndteres uden at gøre skade på bygninger og infrastrukturanlæg eller nedstrøms liggende områder. Dette gælder både regnvand fra området og/eller fra naboområder i hverdagssituationer - og så vidt muligt også under skybrud.

8.1.5. Ved byvækst, byomdannelse, ændret anvendelse eller disponering af et område skal befæstelsesgraden, der er angivet i spildevandsplanen overholdes. Overskrides befæstelsesgraden skal det overskydende regnvand håndteres på grunden ved nedsivning eller fordampning, eller alternativt forsinkes og eventuelt renses inden det ledes til recipient.

8.1.6. Områder til friluftsformål og områder i landzone samt rekreative og grønne områder i byzone, der ligger i oversvømmelsestruede områder, må ikke ændres fysisk, uden en forud gående vurdering af områdets muligheder for at bidrage til afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med oversvømmelse.

8.1.7. Ved ændret arealanvendelse og bygge- og anlægsarbejder i det åbne land skal der redegøres for, at der ikke skabes uhensigtsmæssige ændringer i overfladeafstrømning.

8.1.8. Nybyggeri på havnen og andre kystnære steder, der er med til at sikre Horsens By mod havvandsstigninger, skal sikres til kote 2,6 meter (100 års hændelse i 2110).

8.1.9. Kommuneplan 2017 udpeger 9 risikoområder og 11 kendte oversvømmelser på kort. Indenfor disse udpegninger skal der være særligt fokus på at lave klimatilpasning. Områderne er udpeget på baggrund af Risikokort 2050 og 2110. Sandsynlighedskort 2050 og 2110 samt en værdikortlægning af kommunen danner grundlag for risikokortet. Kortene fremgår af Kommuneplan 2017.

8.1.10. Ved etablering af nyt byggeri i et risikoområde skal det nye byggeri, herunder især kælderen, sikres mod oversvømmelse.

8.1.11. Ved planlægning for byggeri, vejanlæg eller tekniske anlæg indenfor et risikoområde, skal der i planlægningen indgå, hvordan oversvømmelsesrisikoen håndteres lokalt.

 

Redegørelse

Vi skal gennem planlægning og projekter sikre både nye og eksisterende bygninger og infrastruktur mod oversvømmelser fra både større regnmængder, afstrømning i vandløb, stigende havvand og stigende grundvand. 

Klimaforandringer indebærer blandt andet, at vi i Danmark får en øget årlig nedbørsmængde og hyppigere intense regnskyl (skybrud). Horsens Kommune vil imødegå disse udfordringer ved at tænke klimatilpasning ind i lokalplaner, sektorplaner og andre planer i kommunen. Dette kan gøres ved at udnytte, at vandet skal holdes tilbage og bruges til at skabe søer, oversvømmede enge, spændende byrum. Vand skal ses som et potentiale og en ressource og skal, hvor det er muligt, indgå som et rekreativt element i byernes rum, så der samtidig skabes mulighed for at øge naturindholdet både i og udenfor byområderne. Vandet kan ligeledes skabe nye muligheder i form af parker, sansehaver og stisystemer, hvor vandet kan nedsive, så der skabes nye forbindelser i byen som kan indbyde til leg og bevægelse.

Klimasikringsløsningerne kan have flere funktioner, som for eksempel anlæg, der kan opmagasinere vand i regnvejr, men også bibringe herlighedsværdier ved fx at fungere som skaterrampe, legeplads mm. når det er tørvejr.

Nedsivning

Ved nedsivning af regnvand nedsættes belastningen af vandløb og eksisterende spildevandssystemer, og derved mindskes risikoen for oversvømmelse fra vandløb og spildevandssystemet. 

I forbindelse med nye byvækstområder skal bygherre gennem en vandhåndteringsplan redegøre for, om området er egnet til nedsivning af regnvand. Undersøgelsen skal først klarlægge om området ligger udenfor eller indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og indvindingsoplande til vandværker, eller om der er jordforurening i området. Er man udenfor disse områder, er næste skridt at måle om den terrænnære grundvandsstand er tilstrækkelig langt under terræn. Til sidst udføres fladedækkende kortlægning af jordbundsforholdene, boringer og måling af grundvandsstand, og nedsivningstest, for at afklare om jordbundsforholdene er velegnede til at nedsive regnvandet lokalt gennem fællesanlæg eller på egen grund.

Vandhåndteringsplanen skal være med til at sikre, at bygninger og veje placeres mest hensigtsmæssigt i forhold til afledning af vand og sikring mod oversvømmelse. Bygherre bekoster undersøgelserne og udarbejdelse af planen skal foregå forud for lokalplanlægningen.

Håndtering af vand på terræn

Ved at håndtere regnvand på terræn forebygger man ofte oversvømmelse bedre, da det er en mere fleksibel løsning end den traditionelle brug af rør. Det er nemmere og billigere at justere anlæggene efter forholdene, og derudover giver de blå/grønne tekniske anlæg også rekreative værdier til området. 

Ved fornyelse i eksisterende områder skal regnvandet således enten forsinkes eller nedsive, så regnvandet i videst muligt omfang tilbageholdes for at sikre, at det eksisterende spildevandssystem kan håndtere regnvandet, uden at forårsage oversvømmelse andre steder i systemet. 

Der er begrænsede arealer med grønne og rekreative områder i byerne. Det er derfor vigtigt, at kommunen forinden omdannelse af sådanne områder vurderer, om området skal friholdes til klimatilpasningsformål i stedet for at blive bebygget. 

Prognoser viser at vandet om 100 år vil stå i omkring kote 2,6 meter ved det vi benævner en 100 års stormflodshændelse. Store dele af Horsens By ligger under kote 1,5 meter. Derfor er det nødvendigt at sikre Horsens By imod oversvømmelse fra Horsens Fjord, hvis man skal undgå store skader og økonomiske tab forårsaget af oversvømmelser. En løsning indebærer etablering af diger, hævning af terræn, og etablering af sluser og formentlig også tilhørende pumper ved Bygholm Å’s og Dagnæs Bæk’s udløb til fjorden. Herved kan vi dels holde fjordvandet ude af byen og dels pumpe vand fra vandløbene ud i fjorden.

 

Handlinger

KOMMUNEPLAN 2017

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer