Din mening












5.6. Parker og grønne områder

Mål

  • Horsens Kommune ønsker, at der skal være parker og grønne områder af høj kvalitet, tæt på boligområderne og ved skoler og institutioner. Det er et mål, at parker og grønne områder så vidt muligt er forbundne, også til skove og strande, så man kan komme fra et grønt område til et andet. Det er ligeledes et mål, at områderne også er attraktive for turister, der besøger kommunen.

 

Retningslinjer

5.6.1. Grønne områder skal indrettes, så de ud over den rekreative funktion, som både rummer mulighed for aktiviteter og for mere stilfærdigt ophold, også kan fungere som gode levesteder for dyr og planter. 

5.6.2. Beplantning skal være varieret og områderne skal så vidt muligt kunne anvendes til forsinkelse eller nedsivning af regnvand. 

5.6.3. Hvor det er muligt, skal der skabes forbindelser mellem de grønne områder og til skove, strande og andre naturområder. Der skal være god tilgængelighed til parker og grønne områder, også for borgere med funktionsnedsættelser. 

5.6.4. Nye parker og grønne områder skal placeres tæt på boligområder og institutioner. 

5.6.5. Når der udlægges nye større boligområder, skal der etableres nye grønne og varierede rekreative arealer.

5.6.6. Parker og grønne områder i Horsens Kommune er vist på kort.

 

Redegørelse

Fritidsmuligheder i det grønne har stor betydning for borgernes sundhed og velbefindende. Flere analyser viser, at folk ønsker at bosætte i nærheden af de grønne fritidsmuligheder, når de vælger bolig. Samtidig har nærheden til grønne fritidsmuligheder en positiv indvirkning på boligpriserne. 

Derfor indgår det varierede udbud af fritidsmuligheder som en vigtig del af brandingen af Horsens Kommune som en attraktiv bosætningskommune. Det er i den forbindelse vigtigt, at der er tilgængelig information om mulighederne ved arealerne. 

For at skabe størst mulig brugsværdi, vil Horsens Kommune arbejde for at forbinde fritidsområderne. Der skal også søges skabt gode forbindelser til skove og strande fra fritidsområderne, så der opstår grønne ruter. 

I takt med, at indbyggertallet i Horsens Kommune stiger, er der brug for at skabe bedre fritidsmuligheder og bedre adgange til grønne områder. 

Horsens Kommune har en række parker og grønne områder. De største parker og grønne områder ligger i Horsens by og Brædstrup, men også i oplandsbyerne er der parker og mange grønne områder, hvor borgere og turister kan stresse af og dyrke motion og leg. 

Parkerne er forskellige og tilbyder mangeartede oplevelser som f.eks. friluftsscener, boldspil i forskellig form, legepladser, muligheder for spil og motion, stille steder, naturoplevelser og kulturhistoriske oplevelser. Derudover byder parkerne og de grønne områder på forskellige rum og opholdsmuligheder, samt oplevelse af forskellige beplantninger, gamle træer og lignende. 

Parkernes og de grønne områders forskelligheder skal fastholdes, idet det er med til at tilbyde en bred vifte af friluftsaktiviteter for kommunens borgere og besøgende. Samtidig skal det enkelte områdes identitet og særkende styrkes og udbygges. 

Hvor det er muligt, skal parker og grønne områder indrettes, så de kan fungere som levesteder for både dyr og planter og derved være med til at understøtte en større biodiversitet. Parker og grønne områder, der ligger lavt eller ligger i vandstrømningsområder skal kunne indeholde anlæg til forsinkelse eller nedsivning af regnvand, så de indgår i klimasikringen af Horsens Kommune. 

Horsens Kommune vil arbejde for at skabe forbindelser mellem parkerne og de grønne områder, så der skabes grønne ruter. Det skal også undersøges, om der kan skabes forbindelser fra parkerne og de grønne områder til skove, strande, kolonihaver og andre naturområder. Der skal også arbejdes for, at der etableres god adgang til parkerne og de grønne områder, også for folk med funktionsnedsættelser, så alle borgere sikres mulighed for at deltage i friluftsaktiviteter. 

Når der planlægges nye parker og grønne områder, skal de placeres i god sammenhæng med boligområder og institutioner og så vidt muligt forbindes til de eksisterende fritidsområder og andre friluftsområder. Omvendt skal der også ved planlægning af nye større boligområder sikres etablering af nye grønne rekreative områder – både i forbindelse med byvækst og med byomdannelse og byfortætning.

 

Handlinger

KOMMUNEPLAN 2017

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer