Din mening












5.2. Opholdsarealer og stilleområder

Mål

  • Friluftsområderne i det åbne land skal udbygges og bindes sammen, og adgangen til dem skal forbedres.

  • Opholdsarealer i det åbne land skal placeres med en passende afstand og i nær tilknytning til cykel- og vandreruter samt langs Gudenåen og Horsens Fjord, så der er sammenhæng mellem dem.

 

Retningslinjer

5.2.1. Friluftsområder i det åbne land, skal bevares og sammenbindes, med henblik på at fastholde og udvikle et mangfoldigt og varieret dyre- og planteliv, som er til glæde for brugerne af områderne. 

5.2.2. Opholdsarealer i det åbne land skal være til gavn for flest mulige brugere af naturen, og være placeret i tæt tilknytning til sammenhængende frilufts- og naturområder. 

5.2.3. Ved oprettelse eller nedlæggelse af opholdsarealer skal det tilstræbes, at placeringen af arealerne ligger med god spredning, og naturligt i forhold til cykel-, kano- eller vandreruter. 

5.2.4. Opholdsarealerne skal udformes som og tilpasses til de områder, de ligger ved. Placeringen og aktiviteter på arealerne skal så vidt muligt ske under hensyntagen til fastboende naboer. 

5.2.5. Opholdsarealerne må gerne ligge i fredelige omgivelser eller i nærhed til historiske eller interessante stedbundne områder. 

5.2.6. Syd for Salten Langsø udlægges et stilleområde. Stilleområdet er vist på kort. 

5.2.7. Inden for stilleområdet må der ikke planlægges for eller gives tilladelse til nye byudviklingsområder, større veje som motor- eller hovedveje, støjende virksomheder og anlæg, herunder vindmøller, eller støjende fritidsaktiviteter. 

5.2.8. Indenfor stilleområdet må der ikke etableres gadebelysning, projektører, skiltning med stærk belysning eller lignende belysning, der kan virke dominerende eller forstyrrende for oplevelsen af stilleområdet.

 

Redegørelse

Der skal være en naturlig sammenhæng imellem friluftsområdernes placering, og muligheder for aktivitet, rekreation og ophold i områderne. Man skal både kunne lave endags- og flerdagesture i og imellem forskellige friluftsområder, og områderne skal tilbyde muligheder for både den, der søger fysisk udfoldelse og den, der søger stilhed. 

Udelivet er i en god udvikling, og tiltrækker stadigt flere brugere af friluftsområderne. Det stiller større krav til de faciliteter, som områderne kan tilbyde brugerne. Derfor skal kommunes områder kunne rumme flere forskellige aktiviteter og øget brug, og samtidigt skabe rammerne for en aktiv fritid for alle aldre. 

Attraktive friluftsområder er også et aktiv i forhold til turister og gæster. Områderne skal være indbydende og tilgængelige, og gerne bidrage til at skabe god omtale af kommunen. Den genfundne bro ved Østbirk er et eksempel på dette. 

Områderne skal afspejle den varierede natur vi har, og forskellen fra kystlandskabet og ind i landet skal fremhæves. Jo mere sammenhængende og indbydende områderne er, jo større værdi vil de få for brugerne og de borgere, der er bosat op til områderne. 

Opholdsarealerne skal fungere som naturlige stoppesteder på turen, både for vandrende, cyklende og sejlende. De skal ligge naturligt spredt i forhold til landskabet og med en indbyrdes afstand, som giver mulighed for både enkelt dags- og flerdagesture. 

Opholdsarealernes placering skal derudover ses i sammenhæng med de gennemgående vandreruter og naturstier i landsdelen, så man på sigt kan opnå et sammenhængende midt- og østjysk oplevelsesområde.  

Stilleområder er udpegede og afgrænsede områder, hvor støjbelastningen er lav, og hvor der gøres noget for fortsat at bevare området som stille. Udlægget til stilleområde syd for Salten Langsø har til formål at reservere et areal, hvor det er naturen og dens lyde, der er dominerende, og hvor man som besøgende kan opleve stilheden og uforstyrretheden. Området skal derfor gennem den fremtidige planlægning friholdes for støjende aktiviteter og anlæg, der kan virke forstyrrende for oplevelsen af stilhed. 

Med støjende aktiviteter forstås etablering af nye byudviklingsområder, større vejanlæg som motorveje og hovedveje, støjende erhvervsaktiviteter, støjende anlæg som f.eks. vindmøller, samt støjende fritidsaktiviteter som f.eks. motor- og skydebaner. Lejlighedsvis støj fra land- eller skovbrug, der er hjemmehørende i stilleområdet er undtaget fra retningslinjen. 

Samtidig skal stilleområdet friholdes for alle former for belysning i form af gadebelysning, projektører, skilte med lys og lignende, der kan forstyrre oplevelsen af et område, der er relativt uberørt af ”civilisationen”.

 

Handlinger

KOMMUNEPLAN 2017

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer