Din mening












7.3. Virksomheder med særlige beliggenhedskrav

Mål

  • Ved placering af virksomheder med særlige beliggenhedskrav skal konflikter mellem naboer og virksomheder søges undgået.

  • Virksomhederne i Horsens Kommune skal genere borgerne mindst muligt bl.a. ved at sikre, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj og andre miljøforureninger overholdes.

  • Virksomhedernes udenoms arealer udformes harmonisk og æstetisk tilpasses omgivelserne.

  • Konflikter med væsentlige beskyttelsesinteresser, for eksempel drikkevands-, vandløbs- og naturinteresser skal søges undgået.

Retningslinjer

7.3.1. Virksomheder, anlæg og indretninger, der kan forventes at belaste de nære omgivelser på trods af forureningsbegrænsende foranstaltninger, skal placeres i områder udpeget til virksomheder med særlige beliggenhedskrav

7.3.2. Omkring områderne til virksomheder med særlige beliggenhedskrav udlægges et konsekvensområde på 500 meter fra grænsen af området. Konsekvensområdet skal friholdes for forureningsfølsom anvendelse, indtil der er foretaget undersøgelser, som dokumenterer, at miljøforholdene er acceptable i området. Kan det nødvendige konsekvensområde ikke udlægges i forhold til eksisterende og planlagte områder for forureningsfølsom anvendelse, skal afstanden på mindst 500 meter tilvejebringes ved differentiering i det planlagte erhvervsområde. 

7.3.3. Udenom de udpegede område til virksomheder med særlig beliggenhedskrav er der udlagt et konsekvensområde på 500 meter. Konsekvensområdet indebærer, at der ikke kan etableres nye boliger indenfor konsekvensområdet. 

7.3.4. Hvis der skal etableres eller tillades risikovirksomheder indenfor Horsens Kommune, skal der ligeledes dokumenteres en minimumafstand til beboelsesområder, institutioner og andre samlingssteder på 500 meter fra virksomhedens skel. 

7.3.5. Områderne til virksomheder med særlige beliggenhedskrav samt konsekvensområderne er udpeget på kort.

 

Redegørelse

Nogle virksomheder belaster med eksempelvis tung trafik, eller udgør en miljømæssig risiko for de nære omgivelser på trods af foranstaltninger til at imødegå dette. De virksomheder placeres bedst i områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav, hvor der er god afstand til beboelsesområder og rekreative områder.

Med den positive udvikling i mange industrivirksomheders miljøforhold i retning af færre gener og mindre forurening, kan stadig flere virksomhedstyper integreres inde i byen. Hvorfor der ikke udpeges nye områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav i Kommuneplan 2017.

Der er forskellige kriterier for udpegningen af områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Derfor er ikke alle områder anvendelige til de samme typer virksomheder. Udpegningen er sket på baggrund af luft-, støj-, spildevands- og grundvandsforhold.

Omkring flere af de udlagte områder findes der allerede i dag forureningsfølsomme områder (boligområder) inden for 500 meter. For disse områder gælder, at hele området ikke umiddelbart kan anvendes til alle typer virksomheder. Der skal derfor i lokalplanlægningen foretages en zonering af området eller en eftervisning af, at miljøforholdene i de forureningsfølsomme områder er acceptable ved den konkrete virksomhedstype. 

Erhvervsområder med god tilgængelighed til motorveje rummer et særligt vækstpotentiale for virksomheder, der leverer ydelser inden for logistik og transport. Derfor skal erhvervsområderne langs motorvejen fastholdes som et områder til logistik-og transportvirksomheder samt andre virksomheder, som har tunge godstransporter, så tung transport så vidt muligt ledes uden om bymæssig bebyggelse.

Konsekvensområdet på 500 meter omkring de udpegede områder svarer til planlægningsafstanden mellem boliger og erhvervsvirksomheder med et støjkrav på 70 dB(A) i skel.

For virksomhed med luftforurening skal konsekvensafstand vurderes i hvert tilfælde. 

Risikovirksomheder

Virksomheder, anlæg og indretninger, som kræver stor sikkerhedszone, er lovmæssigt forpligtet til at få foretaget en vurdering af sikkerheden. Denne type virksomheder er omfattet af loven vedrørende vurdering af virkning på miljøet (VVM-reglerne). Ved Kommuneplan 2017s vedtagelse findes der ikke risikovirksomheder i Horsens Kommune. Sådanne virksomheder kan kun placeres i kommunen, hvis der kan dokumenteres en minimumsafstand til beboelsesområder på 500 meter.

 

Handlinger

KOMMUNEPLAN 2017

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer