Din mening












7.2. Store husdyrbrug

Mål

  • Målet er at sikre husdyrbrugene gode udviklingsmuligheder. Samtidig er det målet, at det skal ske på et bæredygtigt grundlag, hvor der også tages hensyn til naturen, miljøet og lokalsamfundet.

  • Samtidig er det et mål at sikre, at den landskabelige påvirkning fra store anlæg minimeres f.eks. ved at bygningsmassen på husdyrbruget ikke spredes unødigt og at bygninger afstemmes med landskabet. Se også Landskabstemaet her

Retningslinjer

7.2.1. Driftsanlæg på store husdyrbrug skal så vidt muligt lokaliseres og udformes, så konflikter med boligområder, landsbyer og beskyttelses-interesserne i det åbne land, herunder særligt Områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD), samt landskabs-, natur- og miljøinteresser undgås. 

7.2.2. Nye landbrugsbygninger skal placeres så de mindsker påvirkningen af landskabet mest muligt, og skal som udgangspunkt opføres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, så ejendommens bebyggelses- og færdselsarealer udgør en hensigtsmæssig helhed. Se også Landskabstemaet her.

7.2.3. Områder til placering af store husdyrbrug er vist på kort.

 

Redegørelse

Baggrund for udpegningen og den generelle regulering

Planlægningen for områder til lokalisering af driftsanlæg til store husdyrbrug omfatter husdyrbrug, som er større end 500 dyreenheder (DE), svarende til en årsproduktion af f.eks. ca. 400 malkekøer eller ca. 18.000 slagtesvin. Udpegningen er sket med baggrund i en GIS–analyse med udvalgte temaer. 

Der er i analysen taget udgangspunkt i en husdyrproduktion med malkekøer på 500 DE, hvor forudsætningen er, at husdyrbruget opfylder kravene til BAT (bedst tilgængelige teknik). Temaerne er valgt ud fra, at de af forskellige grunde f. eks. lugt og ammoniak, begrænser muligheden for lokalisering af store bygninger til husdyrproduktion. De valgte temaer er følgende: Skove, fredede områder, kirker med deres fjernomgivelser, områder udpeget til ny natur og økologiske forbindelseslinjer, områder med lavbund, landskaber der er udpeget som særligt værdifulde, internationale naturbeskyttelsesområder med 500 m buffer omkring og særligt sårbare naturområder med 400 m buffer omkring. Desuden 350 m buffer omkring områder til byvækst, eksisterende byzoner og afgrænsede landsbyer. Områder som ligger udenfor de udvalgte temaer indgår i udpegningen af områder til lokalisering af driftsanlæg til store husdyrbrug.

Husdyrbrug vil som udgangspunkt kunne etableres, udvides og ændres både i og udenfor udpegningen af områder til lokalisering af driftsanlæg til store husdyrbrug og regulering af husdyrbrugene er den samme uanset, om husdyrbruget ligger indenfor eller udenfor de udpegede områder. Arealudpegningen for lokalisering af driftsanlæg til store husdyrbrug er en positiv udpegning. Det er områder, hvor det er vurderet, at der ved en godkendelse efter husdyrgodkendelses-loven vil være færrest mulige restriktioner, specielt i forhold til lugt og ammoniak. At et område ligger indenfor OSD vil ved en miljøgodkendelse kunne give anledning til restriktioner, men områderne er fundet egnede, idet de derudover er vurderet at ville udløse færre restriktioner. Udpegningen kan dermed anvendes som et pejlemærke for områder, hvor antallet af mulige konflikter er reduceret, men kan ikke anvendes til at forudsige, om der vil blive stillet særlige krav til indretningen af et anlæg.

Husdyrbrug reguleres gennem reglerne i Lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug (husdyrbrugsloven). Loven indeholder en række generelle miljøkrav til etablering, udvidelse og ændring af husdyrbrug, herunder bl.a. lugtkrav, krav til ammoniakemission, krav om overdækning af nye gyllebeholdere, som ligger mindre end 300 m fra naboer og sårbar natur og krav om anvendelse af Bedst Tilgængelige Teknologi (BAT). Reguleringen tager udgangspunkt i et generelt, statsligt beskyttelsesniveau. Derudover har kommunen mulighed for i særlige tilfælde at skærpe husdyrbrugslovens generelle beskyttelsesniveau, hvor det vurderes nødvendigt for at sikre lokale eller regionale naturbeskyttelsesinteresser. Beskyttelse af grundvandet mod nedsivning af forurenende stoffer reguleres dels gennem indsatsplanerne og dels gennem kravene i kommunens grundvandsredegørelse, som kan findes på her.

Horsens Kommune vil i forbindelse med ansøgninger efter husdyrbrugsloven, i dialog med ansøger og dennes rådgiver, finde frem til de mest hensigtsmæssige løsninger, der både kan indfri husdyrbrugenes krav og som samtidig tager hensyn til beskyttelsesinteresserne i det åbne land, herunder natur-, landskabs-, og grundvandsinteresser.  

Placering af anlæg i forhold til landskab og boligområder

Strukturudviklingen i landbruget medfører at bygningsmassen på den enkelte ejendom forøges. Derfor er der grund til at tænke i både arkitektur og placering i landskabet, når fremtidens landbrugsbyggeri skal udvikles. Der skal i den forbindelse også tages hensyn til, at der er klare grænser mellem byerne og det åbne land. Horsens Kommune vil således, i dialog med den enkelte bygherre og dennes rådgiver, arbejde for løsninger, der sikrer en god tilpasning til omgivelserne (landskab, anden bebyggelse, rekreative områder m.v.).

Kommunen skal gennem sin administration skabe og bevare værdifulde bebyggelser, kultur- og bymiljøer og landskaber. For at undgå forfald af overflødiggjorte landbrugsbygninger bør der i forbindelse med miljøgodkendelser til større husdyrbrug være fokus på den fremtidige anvendelse af udtjente bygninger, om de kan overgå til andre formål eller, om de skal nedrives.

Det helt overvejende udgangspunkt er, at nye landbrugsbygninger skal opføres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, så ejendommens bebyggelses- og færdselsarealer udgør en hensigtsmæssig helhed, og en unødvendig spredning af bygningsmassen undgås. Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om der er en særlig begrundelse for at fravige dette udgangspunkt.

Ifølge Husdyrbrugsloven er det ikke tilladt at etablere nyanlæg eller udvide eksisterende husdyrbrug, som giver anledning til øget forurening i kommuneplanens eksisterende og fremtidige byzone­ eller sommerhusområder. Ved udvidelse og ændring af husdyrbrug tæt på by- og byvækstsområder, skal hensynet til byernes muligheder for udvikling på den ene side og hensynet til landbrugets investeringssikker­hed på den anden side nøje vurderes – se mere om byvækst her. Der skal således foretages en afvejning mellem ønsket om en sammenhængende byudvikling kontra ønsket om at sikre et eksisterende husdyrbrugs overlevelsesmuligheder og investeringssikkerhed. 

Som følge af husdyrbrugsloven er kravet til lugt blevet skærpet. Derfor vil en del bedrifter, som ligger uheldigt i forhold til samlet bebyggelse, landsbyer, byzone eller planlagt byzone, opleve at det ikke kan lade sig gøre at udvide bedriften på trods af anvendelse af bedste og nyeste teknologi, med mindre der arbejdes med løsninger, hvor driftsanlægget flyttes væk fra de eksisterende bygninger. Afhængigt af husdyrbrugets størrelse kan der være lugtmæssige problemer helt op til 1.000 m fra produktionen. Husdyrloven giver mulighed for udflytning, hvis det ikke er muligt at overholde afstandskravene til naboer på grund af f.eks. lugtemission, og hvis det ikke sker på bekostning af en lang række beskyttelsesinteresser. Udflytning af større husdyrbrug bør ske på baggrund af særlig planlægning eller høring i lokalsamfundet. På den måde kan konflikter mellem landbrug og naboer, landskab og natur imødegås. 

Placering af anlæg i forhold til natur

Ved iværksættelse af naturforbedrende tiltag, som kræver kommunens myndighedsbehandling, vil udviklingsmulighederne for eksisterende store husdyrbrug indgå i den samlede vurdering af, om tiltaget kan iværksættes. Men udpegningen af områder til lokalisering af anlæg til store husdyrbrug udelukker ikke, at der kan udføres naturforbedrende tiltag i eksisterende beskyttet natur eller at arealer indenfor udpegningen kan udlægges til ny natur.  

Placering af anlæg i forhold til grundvandsinteresser

Store husdyrbrug er at finde på den statslige tilladelsesliste, og kommunen kan planlægge for områder til store husdyrbrug, herunder også indenfor de nitratfølsomme indvindingsområder, såfremt en række tekniske tiltag til sikring af grundvandet er indarbejdet i planen og efterfølgende indarbejdes i husdyrbrugenes miljøgodkendelser. Kravene til et sådant husdyrbrug kan findes i kommunens grundvandsredegørelse, som kan læses her

Anlæg udenfor udpegningerne

Der vil også kunne etableres store husdyrbrug udenfor arealer, der er udpeget som områder til store husdyrbrug, såfremt lovgivningen og øvrige retningslinjer i kommuneplanen og andre overordnede planer giver mulighed herfor. Det vil sige, at Horsens Kommune formentlig også vil modtage ansøgninger om etablering af store husdyrbrug udenfor arealudpegningerne. Også disse ansøgninger vil kunne dreje sig om husdyrbrug beliggende indenfor OSD.

Reguleringen af husdyrbrug, herunder reguleringen efter husdyrbrugsloven, vil være den samme, uanset om husdyrbruget ligger inden for eller uden for de planlagte områder til store husdyrbrug, men beliggenhed indenfor et nitratfølsomt indvindingsområde vil udløse særlige vilkår til husdyrbrugets indretning i overensstemmelse med retningslinjerne og grundvandsredegørelsen.

 

Handlinger

KOMMUNEPLAN 2017

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer